Forgejo

Skriver du kode eller anden tekst som du gerne vil holde under versionsstyring, kan du gemme det på denne fantastiske Git-platform.

Platformen er åben for alle data.coops medlemmer, og du kan forespørge konti til ikke-medlemmer.

Stabilitet
= positiv

Tjenesten er altid tilgængelig.

Dette badge beskriver hvor stabil tjenesten er, dvs. om der er stor eller lille risiko for nedetid og/eller tab af data. I starten af enhver tjenestes levetid vil den være mindre stabil, da den ikke er testet i brug endnu.

Sikker Forbindelse
= positiv

Data kan kun ses af dig og tjenesten.

Trafikken mellem dig og tjenesten er krypteret. F.eks. viser browsere en hængelås foran adresselinjen, når forbindelsen er krypteret. Det betyder at kun dig og tjenesten kan se indholdet af data.

Krypteret Opbevaring Af Data
= negativ

Tjenestens data opbevares i krypteret form, eksempelvis på en krypteret harddisk. Dette er med til at beskytte dataen i tilfælde af fysisk indbrud, da det kun er systemadministratorerne der har hovednøglen til at låse op for adgang til dataen.

Zero-Knowledge
= negativ

Du har den eneste nøgle.

I dette tilfælde har data.coops systemadministratorer ikke mulighed for at tilgå data. Der er ingen “hovednøgle”. Det giver mere sikkerhed, men betyder også at data er tabt, hvis man mister sin nøgle.

Backup
= positiv

Tjenestens data sikkerhedskopieres løbende, for at minimere skadens omfang i tilfælde af tekniske nedbrud eller cyberangreb. Sikkerhedskopierne opbevares et andet fysisk sted end serveren som tjenesten kører på.

Logning
= negativ

Teknisk logning handler primært om metadata, som også kan kaldes data om data. Hvem bruger hvad hvornår? På den ene side er det relevant for systemadministratorerne at se, hvorfor serveren eks. er på overarbejde, men ligesom alle data kan det misbruges. Eks. til at bevise at en bruger har været online på det pågældende tidspunkt.

Bemærk at “positiv” status for logning betyder, at tjenesten laver forventet minimal logning af meta-data, hvilke vi tilstræber at dokumentere for hver enkelt tjeneste. En “negativ” status betyder at der logges mere end nødvendigt.

Anonym Adgang
= delvis

Tjenester med anonym adgang kan benyttes uden at være registreret. Dette betyder at man kan benytte tjenesten helt anonymt og uden at opgive personoplysninger. Dog kan nogle tjenester have begrænset adgang hvis man ikke er registreret. F.eks. kan det være, at man ved en tjeneste kun kan uploade en fil hvis man har en bruger, men alle kan downloade filen anonymt uden et login.

Status

Positiv

Tjenesten lever op til kravene til det badget dækker over.

Delvis

Tjenesten lever delvist op til det badget dækker over. Dog i en sådan grad at vi mener det er værd at fremhæve.

Negativ

Tjenesten lever ikke op til det badget dækker over.

Uoplyst

Dette badge er udefineret for denne tjeneste. Dette skyldes sansynligvis, at vi mangler en klar redegørelse.